RESULTATET INDTIL VIDERE

Jeg skal nok skrive om hele min oplevelse med operation i USA og forløbet efter, men nu vil jeg lige vise et før- og efterbillede af mine fødder - og specielt den venstre :-)

Nu er det 17 uger siden min operation.

OPERATION I ÅRHUS?

Da jeg første gang fortalte min egen læge om muligheden for operation i Arizona, var han med på det - især fordi han kunne se, hvor meget det betød for mig. Samtidig ville han gerne se først, om det kunne lade sig gøre for mig at blive opereret i Danmark. Derfor henviste han mig til undersøgelse og samtale på Ortopædkirurgisk Klinik på Århus Sygehus. Jeg ville jo gerne være fri for den lange rejse, så det skulle selvfølgelig forsøges. Så på dette tidspunkt satte jeg hele Arizona-muligheden på standby.

Jeg fik brev med tid til forundersøgelse 9. oktober, dvs. 3½ måneds ventetid. Det frustrerede mig noget, da jeg bare ville videre nu hvor jeg endelig havde fundet ud af, at min fod kunne opereres.

Spændingen var stor, da dagen endelig kom. Igen fik jeg taget røntgenbilleder, da de havde brug for nogle, hvor jeg lagde vægt på foden. Derefter kom jeg til samtale med en kirurg. Min mor var med som støtte. Men lige så spændt jeg havde været, lige så vred og skuffet var jeg efter samtalen!

Han fortalte mig naturligvis om teknikken, hvor de ville indoperere en fiksator, hvorefter jeg hver dag skulle dreje nogle skruer og langsomt trække knoglen fra hinanden - og i mellemrummet skulle ny knogle vokse frem. Han havde prøvet det før, men var ikke ret meddelsom omkring tidligere operationer.

Jeg følte, at han overhovedet ikke tog mig seriøst, men negligerede mit store problem. Han sammenlignede det med kvinder, der får fjernet én eller flere tæer for at kunne gå i de fineste designersko. Jeg fortalte ham naturligvis om Dr. Lee og hans teknik, men han affejede det og sagde, at folk jo gjorde alt for penge derovre (dvs. i USA). Jeg kunne mærke, at jeg klart vidste mere om emnet end kirurgen, så jeg fortalte ham, at jeg var fast besluttet og fik booket en dato til operation. Det skulle være 23. november.

Endelig havde jeg en dato, hvor jeg skulle opereres og ville være godt på vej til en normal venstre fod. Men jeg var langt fra tryg ved at skulle under kniven baseret på flere ting; Han tog mig ikke seriøst og virkede ikke til selv at tro på operationen - og der var næsten ingen tidligere erfaring. Jeg var virkelig ked af det og gik og overvejede min situation i nogle dage. Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg formentlig ikke ville opereres i Århus - jeg beholdt dog datoen og blev indkaldt til nærmere undersøgelse og samtale inden operationen. Min far og jeg tog derfor til Århus Sygehus 12. november. Jeg var igennem flere undersøgelser, inden vi endelig kom ind til samtale med kirurgen. Det var nu en anden, og det viste sig at være ham, der skulle operere. Indstillingen var næsten den samme som den kirurg, jeg talte med tidligere. Denne havde dog ingen erfaring overhovedet og vidste ingenting om, hvor meget jeg skulle dreje på skruerne og hvor meget længde, de ville kunne få ud af processen. Den første kirurg havde sagt 1 cm, hvilket (i bagklogskabens lys) slet ikke ville have været nok alligevel.

Da kirurgen så afsluttede vores samtale med at sige, at han bestemt gerne ville lave operationen, for han havde aldrig prøvet det før og syntes, at det lød spændende - der var sagen fuldstændig afgjort!! Operation i Århus? NEJ TAK!

DE INDLEDENDE ØVELSER

I informationspakken som Dr. Lee havde sendt til mig, var der nogle skemaer, jeg skulle besvare og sende til ham sammen med et nyt foto og nye røntgenbilleder. Jeg fik kontaktet min egen læge, så jeg kunne blive henvist til røntgen. Han var også glad for at høre, at jeg havde fundet frem til Dr. Lee - og han ville selvfølgelig gerne hjælpe mig så meget som muligt.

Jeg fik taget røntgenbilleder og fik sendt alt med posten til Dr. Lee's klinik. En lille uges tid efter fik jeg et opkald fra USA! Vildt nok, for jeg havde læst, at jeg selv skulle tage kontakt til dem for at få arrangeret det videre forløb. Det var Dr. Lee's sekretær, der ringede for at bekræfte, at de havde modtaget mine papirer og billeder - og hun ville arrangere en telefonkonsultation mellem Dr. Lee og mig. Jeg var så spændt på at komme til at tale med ham!

Den 28. oktober kl. 13:15 lokal Arizona tid talte jeg så for første gang med Dr. Lee. Jeg var super nervøs, men det gik hurtigt over, for han var meget behagelig at tale med. Han havde set på mine røntgenbilleder og fortalte, at jeg var en rigtig god kandidat til hans operation. Han kunne se, at min metatars-knogle var 16-18 mm for kort og min tåknogle var 4-5 mm for kort. Han forventede derfor, at han skulle forlænge metatars-knoglen med ca. 20 mm for også at korrigere for den korte tåknogle. Det var en god samtale, hvor jeg fik svar på alle mine spørgsmål. Jeg var så tryg ved Dr. Lee, for jeg kunne forstå, at han havde lavet hundredvis af denne operation - det gjorde min beslutning ret nem :-)

Jeg var helt oppe at køre efter telefonsamtalen. Det virkede på samme tid uvirkeligt og alligevel så virkeligt, at nu var det altså nu! Det eneste, jeg nu skulle have gjort, var at kontakte manden med kalenderen - ham der planlagde alle operationerne. Det gjorde jeg den 3. november, og til min store overraskelse kunne jeg blive opereret allerede 1. december! Jeg skyndte mig at sige ja tak!

DR. DAVID K. LEE - MIN HELT

Den 5. juni fandt jeg via Google også frem til Dr. David K. Lee, som har klinik i Arizona, Phoenix, USA. Han arbejder med en teknik, som han selv har udviklet, hvor han laver forlængelse af metatars-knoglen med brug af knogle fra patientens egen hæl. Jeg fandt hans hjemmeside med før- og efterbilleder af tidligere opererede patienter. Foruden det kunne jeg kun finde absolut rosende ord om ham, så jeg var sikker på, at jeg ville være i de bedste hænder hos ham. Der var mange overvejelser pga. den store afstand, men jeg følte mig 100% tryg ved at overlade det til ham. Derfor måtte jeg i gang med en hel masse forberedelser.

Jeg sendte straks en mail til Dr. Lee, hvor jeg gav udtryk for min store glæde over, at jeg havde fundet frem til ham - samtidig vedhæftede jeg et billede af min fod og stillede ham et par spørgsmål ang. min eventuelle operation ved ham. Jeg fik meget hurtig svar tilbage, at han var glad for, at hans hjemmeside gav mig håb - og at han var sikker på, at min fod ville kunne korrigeres med et rigtig godt resultat! :-) Hvor blev jeg glad!

Vedhæftet sendte Dr. Lee mig en informationspakke med oplysninger om alt, man skulle arrangere inden rejsen til Arizona. De har mange out-of-state patienter og har også tidligere opereret andre europæere, så de har simpelthen samlet alle informationer med checkliste osv. Det virkede så professionelt, og jeg begyndte at glæde mig usigeligt til min store rejse.

Jeg kunne mærke, hvordan der skete en forandring inde i mig. Nu hvor jeg vidste, at jeg skulle opereres og ville få en normal fod, gjorde det mig ikke så meget at vise foden frem og fortælle om det. Det var en kæmpe lettelse at vide, at jeg snart ville være fri for at gemme mig væk - som jeg har gjort i så mange år efterhånden. Det kunne nu kun gå for langsomt med at få arrangeret en dato for operation :-)

ER DET VIRKELIG RIGTIGT?

Fredag 5. juni 2009 - den dag husker jeg meget tydeligt. Jeg sad for gud ved hvilken gang og søgte på nettet for at finde noget om forlængelse af knogle i foden, en kort tå, anything... og lige denne dag lykkedes det mig at finde svar!
Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke var alene i verden med denne sært udseende tå - og at det ovenikøbet havde et navn - brachymetatarsia! Jeg tvivler på, at der er et dansk tilsvarende ord.

Et par tårer trillede ned over mine kinder, da jeg fandt flere og flere sider med billeder af fødder før og efter operation for brachymetatarsia, og jeg blev med ét fyldt af et håb om en hverdag, hvor jeg ikke længere skulle bruge kræfter på at skjule og være ked af min venstre fods udseende.

Hvad er brachymetatarsia?

Brachymetatarsia er en tilstand, hvor en af de fem lange knogler i foden (metatarsal) er usædvanlig kort, hvilket resulterer i et udseende, hvor tåen ser ud til at være for kort - og sidder "ovenpå" foden. Denne tilstand forekommer normalt i begge fødder (dvs. bilateralt), og oftest i fjerde tå. Hvis det påvirker mere end en tå, kaldes tilstanden brachymetapody. For mig var det held i uheld, at jeg kun havde det på venstre fod. Skønt at jeg nu kan skrive "havde". Billedet her til venstre er et før-billede af min fod.

Årsager
I de fleste tilfælde er brachymetatarsia resultatet af, at metatarsal vækstpladen lukker for tidligt. Når vækstpladen lukker, kan knoglen ikke længere vokse. Det kan skyldes en genetisk, arvelig faktor eller traumer på foden, der resulterer i en fraktur på metatarsal vækstpladen. Jeg ved ikke, hvad der har forårsaget min brachy, men det er da muligt, at det er sket pga. en skade til fodbold.

Fysiologi
En forkortet tå kan give flere problemer. Når man går, flyttes vægten normalt fra den femte tå til den fjerde, så til den tredje, og så videre, indtil den når den første tå (storetåen). Det sker, fordi tæer er gradvist længere og som vægten overføres til forfoden, overtager den næstlængste tå vægten. Brachymetatarsia forstyrrer denne proces.

Hvis den fjerde tå er kortere end den femte tå, overtager den aldrig kropsvægten og kan ikke overføre den korrekt til den tredje tå. Som et resultat modtager den femte og tredje tå ekstra vægt, og smerter udvikler sig i disse områder. Jeg har oplevet det som smerter inde i foden, hvis jeg har gået eller stået meget. En usædvanlig kort tå har også en tendens til at glide opad, hvilket ofte skaber problemer med fodtøj. Det har været svært at finde sko af flere årsager. Den skulle dække tåen og samtidig være så løs henover foden, at den ikke gnubbede mod tåen. En stor udfordring.