OPERATION I ÅRHUS?

Da jeg første gang fortalte min egen læge om muligheden for operation i Arizona, var han med på det - især fordi han kunne se, hvor meget det betød for mig. Samtidig ville han gerne se først, om det kunne lade sig gøre for mig at blive opereret i Danmark. Derfor henviste han mig til undersøgelse og samtale på Ortopædkirurgisk Klinik på Århus Sygehus. Jeg ville jo gerne være fri for den lange rejse, så det skulle selvfølgelig forsøges. Så på dette tidspunkt satte jeg hele Arizona-muligheden på standby.

Jeg fik brev med tid til forundersøgelse 9. oktober, dvs. 3½ måneds ventetid. Det frustrerede mig noget, da jeg bare ville videre nu hvor jeg endelig havde fundet ud af, at min fod kunne opereres.

Spændingen var stor, da dagen endelig kom. Igen fik jeg taget røntgenbilleder, da de havde brug for nogle, hvor jeg lagde vægt på foden. Derefter kom jeg til samtale med en kirurg. Min mor var med som støtte. Men lige så spændt jeg havde været, lige så vred og skuffet var jeg efter samtalen!

Han fortalte mig naturligvis om teknikken, hvor de ville indoperere en fiksator, hvorefter jeg hver dag skulle dreje nogle skruer og langsomt trække knoglen fra hinanden - og i mellemrummet skulle ny knogle vokse frem. Han havde prøvet det før, men var ikke ret meddelsom omkring tidligere operationer.

Jeg følte, at han overhovedet ikke tog mig seriøst, men negligerede mit store problem. Han sammenlignede det med kvinder, der får fjernet én eller flere tæer for at kunne gå i de fineste designersko. Jeg fortalte ham naturligvis om Dr. Lee og hans teknik, men han affejede det og sagde, at folk jo gjorde alt for penge derovre (dvs. i USA). Jeg kunne mærke, at jeg klart vidste mere om emnet end kirurgen, så jeg fortalte ham, at jeg var fast besluttet og fik booket en dato til operation. Det skulle være 23. november.

Endelig havde jeg en dato, hvor jeg skulle opereres og ville være godt på vej til en normal venstre fod. Men jeg var langt fra tryg ved at skulle under kniven baseret på flere ting; Han tog mig ikke seriøst og virkede ikke til selv at tro på operationen - og der var næsten ingen tidligere erfaring. Jeg var virkelig ked af det og gik og overvejede min situation i nogle dage. Det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg formentlig ikke ville opereres i Århus - jeg beholdt dog datoen og blev indkaldt til nærmere undersøgelse og samtale inden operationen. Min far og jeg tog derfor til Århus Sygehus 12. november. Jeg var igennem flere undersøgelser, inden vi endelig kom ind til samtale med kirurgen. Det var nu en anden, og det viste sig at være ham, der skulle operere. Indstillingen var næsten den samme som den kirurg, jeg talte med tidligere. Denne havde dog ingen erfaring overhovedet og vidste ingenting om, hvor meget jeg skulle dreje på skruerne og hvor meget længde, de ville kunne få ud af processen. Den første kirurg havde sagt 1 cm, hvilket (i bagklogskabens lys) slet ikke ville have været nok alligevel.

Da kirurgen så afsluttede vores samtale med at sige, at han bestemt gerne ville lave operationen, for han havde aldrig prøvet det før og syntes, at det lød spændende - der var sagen fuldstændig afgjort!! Operation i Århus? NEJ TAK!